Artwork

Indhold leveret af Kontemplation. Alt podcastindhold inklusive episoder, grafik og podcastbeskrivelser uploades og leveres direkte af Kontemplation eller deres podcastplatformspartner. Hvis du mener, at nogen bruger dit ophavsretligt beskyttede værk uden din tilladelse, kan du følge processen beskrevet her https://da.player.fm/legal.
Player FM - Podcast-app
Gå offline med appen Player FM !

BLOGCAST | LIGE NU LEVER JEG af Jeanette Lykkegård | Indtalt af Hanne Linde

8:12
 
Del
 

Manage episode 408398245 series 3469153
Indhold leveret af Kontemplation. Alt podcastindhold inklusive episoder, grafik og podcastbeskrivelser uploades og leveres direkte af Kontemplation eller deres podcastplatformspartner. Hvis du mener, at nogen bruger dit ophavsretligt beskyttede værk uden din tilladelse, kan du følge processen beskrevet her https://da.player.fm/legal.

Ved den pludselige lyd af en fasan der sender et advarselsskrig ud i mørket, er jeg lysvågen. Jeg mærker hvordan min krop er parat til spring selvom den var sovende for få øjeblikke siden. Jeg kigger ud i natten som på denne tid af året ikke bliver mørkere end lige nu. Jeg kan se overraskende langt, men jeg kan ikke se det som har forskrækket fasanen. Eller fasanen selv for den sags skyld.
Jeg tager et par dybe indåndinger og mærker min krop, mærker luftmadrassens velkendte mellemrum mellem bagsiden af min krop og jorden under madrassen. Jeg ser op i bøgetræernes kroner over mig og følger deres bevægelser i vinden. De er endnu nøgne øverst oppe.
Jeg lytter til nattens lyde. Fasanen er igen stille.
Er den død? Venter den i mørket på en pludselig dræber?
Der er heller ikke andre fugle der giver lyd fra sig. Det er vinden i træerne og skovbundens blade der, sammen med Århusbugtens bølgebrus, dominerer lydlandskabet. Og mit eget hjertes slag forekommer at være højlydt. Hjertet slår endnu hurtigt. Mit åndedræt kan jeg også høre. Det er dybt og langsomt.
Og så er der stilheden. En dyb stilhed som på en måde omslutter lydene. Det er svært at sætte ord på, men det føles mest som blødt vat. Blødt føles det i hvert tilfælde. Men vat er ved nærmere undersøgelse ikke det rette ord. For lydene er ikke dæmpede af stilheden. Bare blødt omsluttede.
Jeg mærker min krop som den ligger her i skovens bund. Det er længe siden jeg sidst har søgt ud i skoven for at overnatte. Måske derfor er oplevelsen særlig intens netop i nat.
Mit blik søger stjernerne bag trækronerne. Det er nymåne og stjerneklart. Dér bag træernes toppe er uendeligheden. Jeg føler mig lille og sårbar som jeg ligger her i min sovepose. Og samtidig føler jeg mig tryg. Jeg er omsluttet af skovens rum, her midt i uendeligheden. Jeg kigger ud igen. Ud bag træerne. Op på stjernerne. Mærker mit åndedræt. Hjertets slag. Jeg lever. Det mærker jeg. Lever. Lige nu. Jeg ser på stjernerne mens jeg mærker at jeg lever. Stjerner, trætoppe i vinden, vinden selv, kroppen der ånder og pulserer. Jeg får oplevelsen af forbundethed med omgivelserne. Ja endda med stjernerne og hele himmelrummet som sådan. Jeg kommer til at tænke på hvad professor i fysik og astronomi, Ulrik Ingerslev Uggerhøj, sagde en dag på Moesgård Museum hvor vi sammen holdt et tværfagligt foredrag om tid; ”vi er allesammen stjernestøv”.
Det sagde han virkelig. ”Vi er alle sammen stjernestøv”.
Jeg lader tanken passere og vender tilbage til skoven og nattehimlen. Til åndedrættet.
En oplevelse af ubetydelighed melder sig. Jeg er så lille. Så uendelig lille. Den følelse er på en måde forbundet med en lettelse jeg har mærket før.
Og så kommer ubehaget. Noget i mig har bestemt ikke lyst til at være ubetydelig. Og for nogle er jeg det ikke. For én er jeg lige nu noget af det mest betydningsfulde. Men i det store hele er jeg mindre end den mindste prik. Og i evigheden er mit liv kortere end en tusindedel af et mikrosekund. Lige nu lever jeg. Det mærker jeg her i skovens mørke nat. Og om et øjeblik er jeg borte.

Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

  continue reading

200 episoder

Artwork
iconDel
 
Manage episode 408398245 series 3469153
Indhold leveret af Kontemplation. Alt podcastindhold inklusive episoder, grafik og podcastbeskrivelser uploades og leveres direkte af Kontemplation eller deres podcastplatformspartner. Hvis du mener, at nogen bruger dit ophavsretligt beskyttede værk uden din tilladelse, kan du følge processen beskrevet her https://da.player.fm/legal.

Ved den pludselige lyd af en fasan der sender et advarselsskrig ud i mørket, er jeg lysvågen. Jeg mærker hvordan min krop er parat til spring selvom den var sovende for få øjeblikke siden. Jeg kigger ud i natten som på denne tid af året ikke bliver mørkere end lige nu. Jeg kan se overraskende langt, men jeg kan ikke se det som har forskrækket fasanen. Eller fasanen selv for den sags skyld.
Jeg tager et par dybe indåndinger og mærker min krop, mærker luftmadrassens velkendte mellemrum mellem bagsiden af min krop og jorden under madrassen. Jeg ser op i bøgetræernes kroner over mig og følger deres bevægelser i vinden. De er endnu nøgne øverst oppe.
Jeg lytter til nattens lyde. Fasanen er igen stille.
Er den død? Venter den i mørket på en pludselig dræber?
Der er heller ikke andre fugle der giver lyd fra sig. Det er vinden i træerne og skovbundens blade der, sammen med Århusbugtens bølgebrus, dominerer lydlandskabet. Og mit eget hjertes slag forekommer at være højlydt. Hjertet slår endnu hurtigt. Mit åndedræt kan jeg også høre. Det er dybt og langsomt.
Og så er der stilheden. En dyb stilhed som på en måde omslutter lydene. Det er svært at sætte ord på, men det føles mest som blødt vat. Blødt føles det i hvert tilfælde. Men vat er ved nærmere undersøgelse ikke det rette ord. For lydene er ikke dæmpede af stilheden. Bare blødt omsluttede.
Jeg mærker min krop som den ligger her i skovens bund. Det er længe siden jeg sidst har søgt ud i skoven for at overnatte. Måske derfor er oplevelsen særlig intens netop i nat.
Mit blik søger stjernerne bag trækronerne. Det er nymåne og stjerneklart. Dér bag træernes toppe er uendeligheden. Jeg føler mig lille og sårbar som jeg ligger her i min sovepose. Og samtidig føler jeg mig tryg. Jeg er omsluttet af skovens rum, her midt i uendeligheden. Jeg kigger ud igen. Ud bag træerne. Op på stjernerne. Mærker mit åndedræt. Hjertets slag. Jeg lever. Det mærker jeg. Lever. Lige nu. Jeg ser på stjernerne mens jeg mærker at jeg lever. Stjerner, trætoppe i vinden, vinden selv, kroppen der ånder og pulserer. Jeg får oplevelsen af forbundethed med omgivelserne. Ja endda med stjernerne og hele himmelrummet som sådan. Jeg kommer til at tænke på hvad professor i fysik og astronomi, Ulrik Ingerslev Uggerhøj, sagde en dag på Moesgård Museum hvor vi sammen holdt et tværfagligt foredrag om tid; ”vi er allesammen stjernestøv”.
Det sagde han virkelig. ”Vi er alle sammen stjernestøv”.
Jeg lader tanken passere og vender tilbage til skoven og nattehimlen. Til åndedrættet.
En oplevelse af ubetydelighed melder sig. Jeg er så lille. Så uendelig lille. Den følelse er på en måde forbundet med en lettelse jeg har mærket før.
Og så kommer ubehaget. Noget i mig har bestemt ikke lyst til at være ubetydelig. Og for nogle er jeg det ikke. For én er jeg lige nu noget af det mest betydningsfulde. Men i det store hele er jeg mindre end den mindste prik. Og i evigheden er mit liv kortere end en tusindedel af et mikrosekund. Lige nu lever jeg. Det mærker jeg her i skovens mørke nat. Og om et øjeblik er jeg borte.

Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

  continue reading

200 episoder

Alle episoder

×
 
Loading …

Velkommen til Player FM!

Player FM is scanning the web for high-quality podcasts for you to enjoy right now. It's the best podcast app and works on Android, iPhone, and the web. Signup to sync subscriptions across devices.

 

Hurtig referencevejledning