Blogcast | HESTENES FARVEL af Hanneli Ågotsdatter

LIGE FRA HJERTET

Natten igennem drømmer jeg at en hvid hest kredser omkring huset jeg sover i.
Rundt og rundt om huset går den. Hvileløst. Eller som for at finde hvile.
Det opleves så virkeligt at jeg på et tidspunkt står op og ser ud ad vinduet. Men den er der ikke. I hvert fald ikke synlig for det blotte øje.
Jeg falder i søvn igen.
Hesten fortsætter sin vandring rundt om det lille hus.
Et sted dybt inde i drømmen findes en erindring, et fragment. Måske et citat, halvt husket, men omskrevet eller udvisket af søvnens delvise glemsel: ‘Forlad al orden – og byd kaos velkommen.’
Da jeg vågner om morgenen, går jeg ud til Sunná og hesteflokken.
Vi er på Gotland. Hos shamankvinden Sunná, som lever sammen med 42 heste. 21 vallakker og 21 hopper. Og en sort hingst, Føsing.
Hestene her kender hinanden. De er vokset op sammen, nogle er stadig helt unge og i lære hos de ældre.
Ingen af dyrene er kuede. De er frie i krop og ånd. Måske på grund af deres kunnen- eller, for de unges vekommende, fordi de er under uddannelse.
Stedet her er som et universitet for heste. Sunná er deres professor.
Hun siger om sig selv at hun er vokset op på en hesteryg.
Hendes forældre var omvandrende sigøjnere, og hendes tidligste barndomserindringer er at hun sidder i sadeltasken på familiehesten mens hendes forældre og søskendeflok vandrer gennem Sverige.
De ældste heste her hos Sunná har et særligt omfattende register af bevægelser og et nuanceret kropssprog som de brillerer med. De er mere elaborerede i deres spontane udtryk end nogle andre heste jeg har mødt.
De er veluddannede. Højtuddannede. Lærde på den særlige måde som heste kan være det.
Jeg har tit hørt mennesker spørge om en hest kan uddannes.
Svaret er ja. Det kan heste. Når forholdene er de rette, når de kommer til gode mennesker på rigtige steder, mennesker med kompetencer og tålmodighed.
Et sådant sted er hesteakademiet herude på øen i Østersøen. En sådan hestemester er Sunná.
Denne morgen finder jeg hende på marken bag stalden.
Foran hende ligger Heikir, den gamle shetlandspony på 32. Han er født og opvokset her på gården.
Det var Sunná som tog imod ham da han kom til verden. Nu siger hun farvel. Han har skrantet i nogle uger. I går sagde Sunná til mig at han ville rejse videre i løbet af natten.
Det er kølig her før solopgang.
Jeg lægger et tæppe omkring Sunnás skuldre og sætter mig ved hende og Heikir.
– ’Der kommer ikke flere åndedrag nu’, siger hun. – ’Men han er ikke rejst helt endnu. Flokken mangler at sige farvel. De skal nå at komme tilbage fra elven hvor de har overnattet.’
Vi ser flokken komme hen over bakkekammen fra elvdalen. Føsing går først. Han mærker situationens anderledeshed og standser.
Lytter. Ånder.
Flokken stopper bag ham.
Lytter. Sanser.
De følger Føsing i tykt og tyndt. Han vrinsker. Som for at hilse os. Eller hilse stemningen på marken.
Som ved et trylleslag retter flokken sig ind på en række efter rangordning. Med Føsing i front.
Et forunderligt syn. Èn efter én nærmer de sig Heikir.
Sunná og jeg veksler et blik.

– ‘De kommer for at sige farvel’, siger hun.
Tidsaspektet er ophører. Nu er vi på hestetid. Følgende hestelogik.
---
Lyt med eller læs videre på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
[e-mail]