7. Vermund var veninde med muslimen Sherin Khankan

Overmenneske

Efter den berømte "Floder af Blod"-tale valgte Nye Borgerlige København at opstille Rasmus Paludan til Borgerrepræsentationen. Efterfølgende valgte Mikkel Bjørn Sørensen og Peter Seier Christensen at presse Rasmus Paludan ud af Nye Borgerlige. Det blev kommunikeret via Anders Toft Hansen og Johannes Lumholt. Pernille Vermund selv var lidt "Den Vægelsindede" (et teaterstykke af Ludvig Holberg) og vidste vist ikke rigtigt, hvad hun skulle mene om det hele. Til gengæld mente hun, at islam gerne måtte være i Danmark, hvilket gav mening, når hun var barndomsveninde med muslimen Sherin Khankan.

Hvad lå egentlig før talen?

Enoch Powel holdt den 20. april 1968 sin berømte "Floder af Blod"-tale i Birmingham. Det var inspireret af denne tale, at Rasmus Paludan den 1. oktober 2016 holdt sin egen "Floder af Blod"-tale ved Mindeankeret i Nyhavn til en For Frihed-demonstration.

Rasmus Paludans tale i sin helhed:

»Jeg er meget glad for, at jeg har mulighed for at tale i dag. Det er sådan, at når jeg står her i dag, så står jeg med en meget stor grad af stolthed og ærefrygt, og det mener jeg sådan set også, at alle jer, der i øvrigt deltager i demonstrationen, også skal have. Det er jo sådan, at vi står her ikke i dag, fordi det er nemt. Vi står her til trods for, at det er svært. Og det kræver et vist personligt mod, at man gang efter gang møder op, selv om man bliver overfuset, man bliver forfulgt hjem, man bliver truet med vold. Alligevel møder vi op som en lille skare. Når det er, at krigen er vundet på et tidspunkt, så vil vi jo kunne se tilbage på, at vi har stået som nogle af de første i det store perspektiv, for det som åbenlyst var det rigtige.

Men dertil vil jeg sige, at vi skal huske på, vi er jo ikke alene. Vi er ikke de eneste, som mener det her. Der er hundredetusinder af danskere, som mener præcist det samme. Men det er jo sådan, at krigen har mange fronter, og der kan være store fordele i, at man ikke afslører over for fjenden, hvordan man ser ud. Så mens vi står her i dag, så er der hundredetusinder, som sidder hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt, og nogle har altså valgt i dag at møde op for at være talerør for de mange, mange, som er hjemme og forbereder sig. Vi er, hvad man kan kalde toppen af isbjerget. Vi toppen af isbjerget, og de fremmede fjenders skib vil støde ind i isbjerget og synke. Og der er det vigtigt at huske på, at vi har ikke tænkt os at kaste redningsveste ud. Vi viser ikke de fremmede fjender nogen nåde af den simple årsag, at de ikke viser os nogen nåde.

Før jeg fortæller mere om de fremmede fjender, som vi alle kender, så vil jeg fortælle lidt om, hvorfor at de mørkklædte blinde vejledere, der står ikke så langt fra os, fuldstændig har misforstået virkeligheden - også på punktet, vi taler om i dag. Det er jo ikke sådan, at fordi man råber og skriger og kalder folk grimme ord, at så er man nødvendigvis et bedre menneske. Faktum er, vi ønsker at hjælpe mennesker meget mere, end de ønsker at hjælpe mennesker. Vi ønsker at hjælpe mennesker, der hvor vi kan hjælpe flest mulige mennesker. Det vil sige der, hvor mennesker bor i deres egne lande. Og faktum er, at vi kan hjælpe mange, mange flere mennesker ved at hjælpe dem der, hvor de bor. I stedet vil vores blinde vejledere, de unge, forhutlede, mindre begavede mennesker hjælpe dem, der bliver bragt hertil af menneskesmuglere. De vil støtte kriminelle mennesker, der bliver bragt gennem ti sikre lande for at søge penge i Danmark. Hvordan kan det være en løsning på nogen form for humanisme eller medmenneskelighed.

Derudover er der jo også Charles Darwin. Og hvis vi skal tage Charles Darwin, så er det jo sådan, at han har en vis mening om, hvordan menneskeheden skal udvikle sig. Og her stiller jeg følgende spørgsmål: Ville Darwin mene - hvis nogen skal dø, og nogen skal leve - at vi, der har udviklet et meget velfungerende, avanceret, højtudviklet samfund, hvor man tager vare på hinanden, hvor man opfører sig civiliseret, at de skal dø? Eller skal det være dem, der ikke kan tage vare på sig selv, der slås konstant over tåbelige religioner, der føder for mange børn i forhold til mængden af mad, at de skal dø først? Jamen det spørgsmål er jo rent retorisk. For Charles Darwin har svaret. Skal vi virkelig bruge vores godhed? Vi har problemer nok. Skal vi bruge vores godhed og penge på at hjælpe mennesker, der af egen drift bestemmer, at de ikke vil begrænse sig i deres forplantning, men at de som kaniner vil føde mange flere børn, end der er mad til, og derefter bruge børnene som kanonføde i tåbelige borgerkrige om tåbelige varianter af den samme tåbelige religion? Nej. Svaret er, at selvfølgelig skal vi ikke det. Vi skal tage vare på vores samfund. Og det er en menneskeret, at man prioriterer sit eget samfund og sin egen civilisation over andres samfund og andres civilisationer. Så selvfølgelig er det løsningen.

Problemet er blot, at vi er nået dertil allerede nu, hvor vi har taget alt, alt, alt for mange fremmede fjender ind. Vores godhed, tossegode politikere, har gjort, at vi nu står i en situation, hvor der er mindst 350.000 fremmede fjender i landet. Det er ret meget. Derfor kan jeg forudse, hvad der vil ske.

Det er sådan, at når jeg siger fremmede fjender, så er der nogle af dem, der har dansk statsborgerskab, men der er ingen af dem, der er danskere. Der er tale om mennesker, som hader alt, hvad vi står for. Al vores kultur, vores medmenneskelighed. Det er for dem ynkeligt og svagt. I vores kultur er det jo sådan, at hvis man er uenig, og man vælger ikke at slå på hinanden, så er det et udtryk for styrke. Men i deres kultur er det et udtryk for svaghed. For dem er det sådan, at så snart man er uenig, så skal man slå hinanden i hovedet for at vise hvilken stamme, der er den stærkeste.

I Danmark har vi 10.000 politifolk, og de 10.000 politifolk er tilpasset et homogent samfund bestående af danskere med danske værdier. Og da jeg arbejdede for knap ti år siden som efterforsker ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, der var der en dansk kriminalinspektør, der samtidig arbejdede i en anden sektion. Ham talte jeg meget med omkring dansk politi og de udfordringer, der måtte være. Vi talte blandt andet om, hvor meget kriminalitet dansk politi kan magte? Og det er jo sådan, at dansk politi kan magte den kriminalitet, et homogent samfund bestående af danskere med danske værdier måtte begå. Det er også fint, men faktum er, at det har vi ikke længere.

Vi har ikke længere et homogent samfund med danske værdier. Nu har vi 350.000 mennesker, der har værdier, der går ud på at man gerne må slå folk, at man gerne må dræbe folk, og hvis de er hedninger - som vi jo er i deres øjne - så må man også gerne stjæle fra dem. Det er nærmest en god ting at gøre. Og derfor kan jeg jo bare sige: Selvfølgelig er 10.000 politifolk ikke nok længere. Der skal være tre gange så mange politifolk, hvis det er nok. Og så vil jeg sige: Det her er selvfølgelig ikke kun en mening, jeg giver udtryk for. Statistikken taler sit meget tydelige sprog. Vi kan se i statistikken, hvem der begår mest voldskriminalitet i dén grad, og hvor de kommer fra. Og de er jo fremmede fjender allesammen, sådan er det.

Med den kriminalitet, vi så får, med kaos og utryghed, så vil resultatet være, at nogen på et eller andet tidspunkt vil gøre noget dumt. Måske er det en flok unge danskere, som mener, at bægeret er fyldt, når endnu en af deres veninder bliver overfaldet og voldtaget af fremmede fjender. Når unge mænd for fjerde og femte gang oplever, at politiet ikke gør noget, fordi politiet ikke har mandskab til at gøre noget, jamen så vil de få den idé, at så er det måske en idé at tage loven i egen hånd og opsøge dem, der voldtager deres kære. Og det er jo ikke sådan, at jeg opfordrer til, at man bryder loven på nogen måde overhovedet. Alle, der kender mig, ved, at jeg er en stor fortaler for at overholde loven. Men på det her punkt kan jeg desværre konstatere, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg mener. Det er, hvad der vil ske.

På et eller andet tidspunkt før I aner det, så vil der sket det, at når man for tredje eller fjerde gang bliver overfaldet, så vil man opsøge dem, der overfalder en og tage loven i egen hånd. Og så vil der selvfølgelig ske det, som man kan forudse, at de fremmede fjender vil blive fyldt med glæde og eufori, for for første gang taler danskerne et sprog til dem, som de forstår. Nemlig den rå volds sprog, som er det eneste sprog, de forstår. Og derfor vil der ske det, som Martin Luther King talte om med voldens spiral.

De fremmede fjender vil reagere med endnu mere vold mod dem, som gik i rette med dem første gang. Og den vold vil eskalere og eskalere. Flere danskere vil støtte dem, der bliver angrebet. Flere fremmede fjender vil støtte dem, der angriber. Og til sidst vil vi have en situation, hvor det ikke kun er danskere, der bliver angrebet, men hvor det også er danske institutioner, der bliver angrebet. Regering, Folketing, myndigheder.

På det tidspunkt kommer det til at ske, som vil ske, nemlig at vi har en borgerkrig. Men ikke en sædvanlig borgerkrig mellem grupper inden for den samme samfundsorden. Nej, det vil være en borgerkrig mellem danskere, der bor i Danmark og har hjemme i Danmark, og de fremmede fjender, som er kommet hertil for at få vores penge og importere deres middelalderlige samfund til Danmark og fortrænge os andre.

På det tidspunkt vil politiet med de 10.000 mand og hjemmeværnet med 48.000 mand ikke længere stå alene. På det tidspunkt vil den danske hær blive nødt til at mobilisere. Der er jo 900.000 våbenføre mænd i reserven. Men den slags tager tid. Mobilisering er ikke noget, man gør med det samme. Og på det skæbnesvangre tidspunkt vil enhver danskers pligt være straks at gribe til våben og melde sig i kampen side om side med politi og hjemmeværn mod de fremmede fjender, som nu har fjernet det sidste gran af tvivl om, hvad deres sande hensigter er og altid har været. De fremmede fjender ønsker at dræbe danskerne.

Denne pligt til at mobilisere og kæmpe fremgår af Hans Majestæt Kong Frederik den 9. s forholdsordre fra 1956: Ved ethvert angreb skal vi straks gribe til våben og yde den mest energiske kamp mod de fremmede fjender, der vil os til livs. Vi vil kæmpe side om side med politi og hjemmeværn, som udgør vores brødre. Vores gader og stræder vil blive forvandlet til floder af blod, og de fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.

Af de fremmede fjender er kun omkring 240.000 kampdygtige, men alle militære studier fra de fremmede fjenders hjemlande viser, at de fremmede fjender er kujoner og dårlige soldater. De fremmede fjender er primitive mennesker, som faktisk er mennesker mest i biologisk forstand. De stoler kun på deres familiemedlemmer eller andre i deres stamme, og derfor kan de ikke kæmpe sammen uden for stammen og familien. De er ynkelige uslinge, hvis død på det tidspunkt vil være både nødvendig og lovlig.

Udover de fremmede fjender, så har vi også den femte kolonne. Der står nogle fra den femte kolonne derovre. Men faktum er jo, at når virkeligheden indhenter den femte kolonne, så er det forsvindende få, der fortsat vil kæmpe imod fædrelandet. I dag er der tale om meget unge mennesker, som ikke har den spænding, de ønsker i deres liv, og som derfor kommer her og råber af os og får den spænding, de mangler. Men det vil selvfølgelig ændre sig, når virkeligheden indhenter dem. Det er jo altså noget andet at skulle kæmpe side om side med fremmede fjender mod sine landsmænd.

Borgerkrigen vil komme. Vi har en ren samvittighed. Vi har gjort alt, som noget folk kan gøre for at byde de fremmede fjender velkomne og lade dem lære vores kultur og skikke. Men de fremmede fjender vil ikke helme. De har vist udover enhver tvivl, at de kun forstår magtens sprog. De kan kun stoppes med magt. Og på den dag, som kan komme tidligere end nogen aner det, så glædes jeg ved visheden om, at vi danere vil stå sammen og møde fjenden med viljestyrke og mod.«