Pernille Harder: “Jeg er stolt af, at min performance har ændret synet på kvindefodbold”

1:28:13
 
Del
 

Manage episode 304559222 series 2603343
Af Heartbeats.dk. Opdaget af Player FM og vores brugere – copyright tilhører udgiveren, ikke Player FM, og lyden streames direkte fra deres servere. Tryk på Abonner-knappen for at få opdateringer i Player FM, eller kopier URL'en til en anden podcast-app.
Da Pernille Harder voksede op i Thulstrup, en lille by tæt ved Ikast, kunne hun kun spille på et passende niveau, hvis hun trænede med drengeholdet.
“Jeg er vokset op med, at kvindefodbolden ikke var specielt respekteret eller anerkendt,” fortæller hun.
“Da jeg var yngre var det en drøm at være med til at ændre synet på kvindefodbold. Og jeg er stolt af, at jeg gennem min performance har været med til det.”
Pernille Harder begyndte at spille fodbold som femårig. Og hun har altid været villig til at løbe den ekstra meter.
“Når vi har fået løbeprogrammer fra klubben, så gør jeg altid lidt mere, end der står. Så ved jeg, at jeg gør mere end mine holdkammerater.”
Hun fik tidligt i karrieren tilknyttet en mentaltræner og lagde en god plan for, hvordan hun skulle nå sine fodboldmål. En strategi, der har vist sig at give pote. I 2009 spillede hun sig på landsholdet, og i sin debutkamp gjorde hun opmærksom på sit talent, da hun scorede tre mål i kampen, der endte 15-0 til Danmark. I september i år scorede hun sit 66. landsholdsmål og er dermed den mest scorende danske landsholdspiller overhovedet.
Gennem karrieren har hun spillet i Sverige, Tyskland og nu England, hvor hun er angriber for Chelsea. Her spiller hun på samme hold som sin kæreste Magdalena Eriksson, som hun mødte, da de begge spillede for Lindköping F.C. Parret skabte stor opmærksomhed, da et billede af deres kys efter en kamp gik viralt.
“Pludselig blev vi forbilleder for mennesker i lande, hvor det ikke var bredt accepteret at være sammen med en af samme køn. Ved at jeg er åben omkring det, kan det måske ændre noget for dem og give dem håb,” fortæller hun.
Harder er stolt af, hvad hun har præsteret – både på og uden for banen. Et klart højdepunkt for hende var, da hun sammen med landsholdet vendte hjem med søl, ved i EM 2017 til en fuld, hujende Rådhusplads:
“Det var virkelig stort at få den respekt og anerkendelse,” husker hun, og fortæller videre om den kamp, hun har kæmpet og bliver ved med at kæmpe for kvindefodbolden. Tankerne kan du høre hende fortælle til vært Danijel ‘Drux’ Deletic i afsnittet her.

38 episoder