244 HOUSTON, TX: Kister, krig, kunst, kød og en kæmpe kirke

Radiovagabond

Howdy igen fra Houston, Texas

Velkommen til den anden halvdel af min dag med Doug Harris – en stolt Houstonian og min gamle ven, som viser mig rundt i sin hjemby. Hvis du endnu ikke har hørt den første halvdel, burde du måske gøre det først, så du er med på, hvad der sker. Gør det bare nu, jeg venter her.

Okay…? Velkommen tilbage, lad os springe ud i det.

LAKEWOOD CHURCH

Doug og jeg fortsætter vores eventyr i Dougs bil, og vi kommer forbi et populært og anderledes sted i byen: Lakewood Church. Bygningen blev tidligere kaldt The Summit og senere som Compact Center – inden den skiftede navn til Lakewood Church. Det er et sted med plads til 17.000 mennesker, og husede også tidligere NBA-basketball, når Houston Rockets var i kamp. Doug fortæller mig, at han også har været til flere koncerter i denne bygning. Blandt andre har ZZ Top og Aerosmith fået taget til at lette. Men nu er det en kirke. Dog en meget stor kirke, der er anderledes end de fleste.

Den hedder Lakewood Church og både kirken og den unge præst, Joel Osteen er til stede på de fleste sociale medier. De har også en app, en podcast og en meget professionel hjemmeside, hvor de både har live-stream og en webshop med masser af bøger fra Joel, hans hustru, Victorie og hans mor Dodie Osteen.

HELLIGE FADER OG HANS SØN

Kirken blev grundlagt af Joels far, Pastor John Osteen, og mens han kørte den, arbejdede Joel i baggrunden som TV-producer. Da faderen døde overtog Joel ansvaret som Senior Pastor i Lakewood Churck.

Jeg tog et kig på deres hjemmeside og så en video fra en gudstjeneste for et par uger siden. Set hverken ligner eller ser ud som en almindelig gudstjeneste i en almindelig kirke. Som Doug fortalte mig, så er det en kæmpe arena med 17.000 sæder og det hele starter med et band på scenen med lys og et hujende publikum. Selve Tv-produktionen er også meget professionel med mange kameravinkler. Det minder mig mere om en X-Factor finale i BOXEN. Da musikken klinger ud og publikum er færdig med at klappe træder Joel og Victorie ind på scenen med hvert sit følgespot – og starter gudstjenesten.

En noget anden oplevelse end hvad man ser i en lokal landsbykirke i Danmark en typisk søndag med fem forkølede mennesker.

TRADITIONAL TEXAS BBQ

Doug tager mig med videre til sin yndlings-frokost-restaurant, Charlies BBQ, så jeg kan smage noget rigtig Texas barbecue. Man mærker straks, at han har været her mange gange, for han hilser varmt på personalet og introducerer mig, så jeg føler mig både velkommen og lidt speciel.

Vi går op til grillen og måder ejeren, Fote Demires, som gik i gang med at give mig gode råd om, hvad jeg skulle vælge:

”Du skal absolut prøve vores brisket og grillpølserne er også meget populære. Og spareribs naturligvis.”

Jeg følger hans råd, og efter at have konsumeret en kæmpe tallerken med Houston kød bevæger jeg mig tilbage for at tale mere med Fote.

”Vi har været i BBQ-branchen siden før min tid – i omkring 60 år. Som en anden-generations-griller har jeg været i barbecue-branchen i 30 år, siden jeg overtog den fra mine forældre. De immigrerede hertil fra Grækenland, og besluttede sig for at åbne en BBQ-restaurant fordi… ja, det er jo Texas. Hen over årene har vi tilføjet en smule græsk madkultur og tilbyder nu også både gyros og tzatziki”.

Efter en fantastisk frokost (med propfyldte maver), kravlede vi tilbage i bilen og fortsatte vores køretur gennem Houston.

HUSK THE ALAMO

Doug fortæller mig, at Houston er opkaldt efter Texas’ første præsident og general, Sam Houston. På et tidspunkt var Texas under mexicansk styre og siden blev det en selvstændig republik. Efter de erklærede sig uafhængige sendt den mexicanske regering en stor hær under ledelse af Antonio López de Santa Anna til at angribe Texas.

Men den mexicanske general havde undervurderet hvor stærk Texas’ hær var. Den blev ledet af William Barret Travis, som havde samlet en flok frivillige til at hjælpe ham med at holde mexicanerne væk. En af disse frivillige var en folkehelt ved navn Davy Crockett. De holdt skansen ved Slaget ved Alamo i 13 dage mod tusinder af mexicanske soldater i San Antonio i 1836. Doug fortæller videre:

”Det store formål med Slaget ved Alamo var at det gav Sam Houston tid til at træne sine tropper ved den Mexicanske Golf, og iværksætte et overraskelsesangreb på Antonio López de Santa Annas mænd. En eftermiddag mens den mexicanske hær holdt siesta og tog dem alle som fanger. Santa Anna nåede at skifte til en almindelig uniform, så han ikke skulle blive genkendt af de texanske soldater, men blev afsløret da en af hans egne folk tiltalte ham som ‘generalissimo’”.

Hele historien om Davi Crockett og slaget ved Alamo er noget, vi dykker mere ned i, når jeg besøger San Antonio om et par uger. Det er meget fascinerende så bliv her på kanalen.

TEXAS GULE ROSE

Som det er med et hvert godt folkesagn, så havde Antonio López de Santa Anna på dette tidspunkt, en elskerinde af blandet herkomst. På grund hendes (som de lokale kaldte det) “gule hud” var hun inspiration til den kendte folkesang ”Texas’ Gule Rose”.

MUSIKKEN I DOUG

Og apropos musik, så er Doug den slags person, der konstant går rundt med en melodi i hovedet, og han nynner eller synger konstant. Det er ikke noget, jeg har lagt mærke til før, når jeg har mødt ham rundt omkring i verden, men her (på hans hjemmebane) er det helt tydeligt. Da vi forlod kontoret, nynnede han, i elevatoren sang han, og det fortsatte, da vi gik ud til hans bil. Og det lade ikke til at det på virker ham, at der er folk, der hører ham. For eksempel, da vi mødte personer i elevatoren, lavede han blot en lille pause mellem verset og omkvædet og fik plads til et hurtigt ”howya doin’?”. Han er en mand, der konstant spreder glæde og smil omkring sig.

Doug tager mig med til endnu et imponerende sted, der er opkaldt efter byens grundlægger. Den berømte væddeløbsbane, Sam Houston Race Park er vært for mange hestevæddeløb, men også et stort koncertsted, og en prominent turistattraktion i Houston. Mange countrystjerner optræder her.

Doug slår mig mere som en fan af ’classic rock’ end country. Til det har han disse ord:

”Jo, jeg er en rocker – jeg voksede op til The Beatles, The Yardbirds og Jimi Hendrix. Desuden tilbragte jeg mange af mine unge år på rock-radiostationer. Jeg havde endda engang et band i min garage, hvor vores bassist var den siden så kendte, Dennis Quaid. Men selvom jeg er en rocker, så vil det være dumt at frasige sig fantastiske sange i andre genre. Og country musikken har nogle helt fantastiske navne som Willie Nelson og Bob Wills. Så jeg vil sige, at jeg kan lide al slags musik. Jeg er dog ikke den helt store rap-fan. Men hvis jeg ka’ synge med på det, når det spilles i radioen, ka’ jeg li’ det”.

HOMEWOOD SUITS BY HILTON

Doug har fundet et hotel til mig, og skaffet mig en super skarp pris. Det er et såkaldt Homewood Suites, som er en del af Hilton kæden. Det er meget kunstnerisk med smukke malerier i foyeren og et stort vægmaleri bagved poolen.

Jeg møder Bruce fra hotellet og beder ham fortælle mere om stedet. Jeg synes, at det er interessant, at det ligger i en del af byen med mange kontorbygninger – og for mig måske ikke er det mest indlysende sted til et hotel.

”Både og… Hilton havde brug for et hotel i denne del af byen, og i den korte tid, vi har været åbne, har det vist sig at være en god beslutning. Vi er bestemt mere et hotel for forretningsrejsende. Vores ejere har bestræbt sig på at skabe et sted med en følelse af et boutique-hotel og har investeret en masse i kunst. Al den kunst du ser på væggene, er af en lokal kunstner, der kalder sig Mr. D. Han er kendt som Houstons største væg-kunstner, og han har også skabt det store vægmaleri, du ser bag ved poolen”.

Bruce viste mig også rundt i det i resten af hotellet, der har 125 værelser og et udendørs-køkken og bålplads. Og endnu et stort håndmalet Mr. D vægmaleri, der er som skabt til at tage selfies ved. Og så viste han mig min suite, som var både smuk og meget rummelig.

FLERE OPLEVELSER MED MIN VEN DOUG

Jeg kom til at hænge ud en dag mere med Doug. Han tog mig blandt andet med til fernisering på en kunstudstilling – og på hans opfordring besøgte jeg et bizart sted: the National Museum of Funeral History. Her kom jeg til at lære en masse om kister og begravelsesoptog gennem tiden, plus en masse om berømte begravelser. De har også en souvenirbutik, hvor de sælger kasketter, kaffekopper, t-shirts og køleskabsmagneter, hvor der står ting som ”en dag over jorden er en god dag”. I sandhed et underligt og lettere morbidt sted. Men interessant og unikt for Houston.

NÆSTE STOP: LOCKHART

Jeg er glad for, at jeg tog mig tid til at besøge min gamle ven, og præsentere dig for den store texaner. Jeg glæder mig til at vore veje krydser hinanden igen, et eller andet sted på kloden.

Og det var det hele fra Houston. Nu skal jeg tilbage til Austin for at aflevere den lækre lille sorte sportsvogn til Gary, og så videre til Lockhart, en mindre by omkring 50 km syd for Austin. Her skal jeg ”house-sitte” – altså passe hus og i dette tilfælde katte og planter. Det er faktisk ikke engang i selve Lockhart, men lidt længere ude på landet. Det er et sted med slanger i græsset og en gård med hundredevis af haner. Den er meget larmende, men ægteparret, der ejer den er ligeglade, da de begge er døve.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.