226 REJSE: Kommunismen startede i Minsk

Radiovagabond

BEMÆRK: OPTAGET FØR UROLIGHEDER

Denne episode er optaget inden urolighederne i Hviderusland i efteråret 2020, hvor politiet slog hård ned på fredelige demonstrationer og anholdte flere hundrede mennesker. Videoer fra Minsk viste, at politiet ikke var bange for at tage hårde metoder i brug for at stoppe demonstranterne.

I den seneste episode sagde Carsten, at der er gode ting ved at bo i et diktatur. Blandt andet at det er trygt og sikkert at gå rundt i byen. I dag siger han noget helt andet:

”Jeg ved, at jeg tidligere sagde, at det var sikkert at gå på gaden, men det er det ikke mere! De anholder helt tilfældige mennesker. Så lige nu er der absolut INGEN gode ting ved at have en diktator i Hviderusland og det kan kun gå for langsomt med at komme af med ham”.

С возвращением в Минск

Vi er tilbage i Minsk, Hviderusland, hvor jeg går rundt i byen sammen med den herboende dansker, Carsten Skov. I denne episode hører jeg historier, jeg ikke kendte til. Og så tager vi en køretur udenfor byen og besøger et sted med en tragedie.

KOMMUNISMEN STARTEDE HER I ET LILLE GRØNT HUS

Vi fortsætter hen til et lille grønt hus, og Carsten fortæller mig et par historier, jeg aldrig havde hørt før. Der ligger et lille grønt hus, hvor de allerførste møder, der var starten til Kommunistpartiet blev holdt i 1898. Og lige overfor boede Lee Harvey Oswald i starten af 60’erne – inden han tog til Dallas og skød Kennedy.

Da Oswald var færdig ved the U.S. Marine Corps afhoppede han til Sovjetunionen og kom til at bo lige her i starten af 60’erne. Men han var faktisk ikke vild med det. Han skrev i sin dagbog:

”Jeg er begyndt at overveje om det nu også var den rigtige beslutning. Mit arbejde er kedeligt og der er ikke rigtigt nogen stedet at bruge de få penge jeg tjener. Der er ingen natklubber, ingen bowlingbaner og ingen steder at hygge sig, bortset fra fagforeningens danseaftener. Jeg har fået nok”.

Med andre ord: Havde de haft bowlingbaner og natklubber her i Minsk på det tidspunkt, var Kennedy måske aldrig blevet skudt den dag i Dallas. Hvis du da ikke er tilhænger af konspirationsteorien om at det ikke har ham, der gjorde det. Men det er en helt anden sag.

Men han boede altså lige her, hvor han fra sit vindue i ”Kommunistgade” kunne kigge lige ned på det grønne hus, hvor kommunismen startede.

KHATYN MINDEPARK

Dagen efter inviterer Carsten mig på en drengetur ud ad byen sammen med sin søn Simon.

Vi kører udenfor byen, 50 km nordpå for at besøge et mindesmærke, der hedder Khatyn Memorial Site, der var sted for en tragedie under Anden Verdenskrig.

Her var engang en lille landsby med 26 huse. Den 22. marts 1943 blev næsten hele befolkningen i byen massakreret af nazisterne som gengældelse på et angreb af sovjetiske partisaner på tyske tropper.

Befolkningen havde intet med angrebet at gøre – og anede ikke noget om det. Alligevel blev 149 mennesker – herunder 75 børn dræbt – de blev brændt, skudt eller kvalt I ilden. Den yngste var en baby på bare 7 uger.

Herefter blev byen tømt for værdier og brændt ned til grunden.

Denne massacre var ikke en usædvanlig til i Hviderusland under krigen. Mindst 5.295 hviderussiske bebyggelser brændt og ødelagt af nazisterne. Og ofte blev alle indbyggerne dræbt. Op til 1500 mennesker mistede livet på denne måde. Mange af landsbyerne blev ovenikøbet brændt ned flere gange.

I alt blev der dræbt 2 millioner mennesker i Hviderusland under den treårige besættelse, hvilket svarer til næsten en fjerdedel af befolkningen.

MØD VALERIE FRA MINSK

Tilbage i Minsk møder vi Valerie, en af Carstens venner. Hun er født og opvokset her, og hun fortæller mig, hvad hun kan lide ved at bo i landet. Et par af de ting, hun nævner er, at det er en by, der aldrig sover. Du kan altid finde en hyggelig bar eller livlig natklub – uanset, hvornår på ugen det er. Åbenbart en hel del anderledes end dengang Lee Harvey livede her.

HVIDERUSLAND VAR EN POSITIV OPLEVELSE

Det var alt fra Hviderusland, som viste sig at være en meget positiv oplevelse. Som Albanien var det ikke et land, jeg havde ventet mig særlig meget af, men hvis jeg kigger tilbage på alle de lande i den østlige del af Europa, jeg har besøgt i denne sæson, er Albanien og Hviderusland nok mine favoritter. Måske netop fordi, jeg ikke havde ventet mig så meget.

Mit næste stop bliver det sidste i denne sæson… jeg skal til Tjekkiet og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Jeg hedder Palle Bo og jeg skal videre. Vi ses.