207 REJSE: Dagen, hvor jeg næsten var i Lesotho

Radiovagabond

Halløj fra KwaZulu-Natal!

Velkommen tilbage til den næste del af min fortryllende roadtrip gennem Sydafrika. Dette er den femte episode på denne del af min rejse, så hvis du har gået glip af de foregående fire roadtrip-episoder, så foreslår jeg, at du går tilbage og lytter til dem først, ellers vil du ikke vide, hvordan jeg er endt lige her.

Jeg forlod startede om morgenen med Durban i bagspejlet i min lejede Toyota Corolla på vej til Lesotho – et lille land helt omgivet af Sydafrika. Det er et land i et land – som en russisk Babushka-dukke.

Det er et lille land på omkring 30.000 km², og omtrent på størrelse med Belgien. Det ligger højt oppe i bjergene ca. 3,4 km over havets overflade og fik sin uafhængighed fra Storbritannien i 1966.

Da jeg jo har et mål om at besøge alle FN-nation i verden, var Lesotho naturligvis også på min liste som en af ​​193. Det er en forholdsvis kort køretur op ad en bjergvej for at komme til Lesotho fra Durban, så jeg besluttede mig for at booke et sted at bo for en nat og derefter køre tilbage den samme vej næste dag. Jeg elsker at køre på smukke bjergveje og kigge på landskabet, så jeg så virkelig frem til både køreturen og til at besøge dette lille afrikanske kongerige.

Men dagen viste sig at være meget anderledes end forventet ...

DU KAN IKKE (SANI) PASSERE

Lad mig sætte scenen for dig: Jeg kører på et bjergpas kaldet Sani Pass, der skærer gennem bjergtoppene i de berømte Drakensbergbjerge mellem Sydafrika og Lesotho.

Ruten op ad Sani Pass starter ved 1544 m over havets overflade og klatrer op til en højde på 2876 m. Udsigten heroppe er af en anden verden. Og det er den vej, jeg kører på også. Det føles som om jeg kører på Mars. Vejen er en meget stejl grusvej, som kan være svær at køre i dårligt vejr og næsten umuligt om vinteren, hvor den ofte er dækket med sne og is.

Sani Pass, det højeste pas i Sydafrika, er kendt for at være en oplevelse, der kræver menneskeliv. Smithsonian Channel kalder det en af ​​de farligste bjergpas i verden – og det er, endda, hvis du kører i en firhjulstrækker som en Jeep eller Land Rover. Denne danske vagabond kørte turen i en Toyota Corolla, hvilket vil være som at løbe et maraton i flip-flops. Jeg vidste faktisk ikke engang, at det er ulovligt at køre denne tur i andet end en firhjulstrækker. Lovovertrædelse #1.

Efter en intens køretur, hvor min Toyotas lille motor og tynde hjul, havde kæmpede sig helt derop som en astmatiker til en harmonika-konference, nåede jeg til grænsen kl. 13. Jeg passerede faktisk grænsen ulovligt. Lovovertrædelse #2.

For at krydse grænsen skal du køre gennem en lille flod. I en firhjulstrækker ville dette være en nem opgave, men ikke for min Toyota. Da jeg stoppede for at vurdere vanddybden, kom en af ​​grænsebetjentene op og spurgte høfligt, hvad jeg havde gang i.

"Din lille bil kommer ikke meget længere", han sagde. ”Vejen herfra bliver meget vanskeligere end den, du har kørt på indtil nu”.

Jeg er sikker på, at han faktisk gjorde hvad han kunne for ikke at grine og ikke sige noget i retning af "hvad fanden tænker du på?". Men han var faktisk meget høflig og gjorde ikke grin med mig.

STRANDET PÅ LESOTHO-GRÆNSEN

Der var bjerge på min venstre side og et stejlt fald på højre side, så at vende bilen var ikke en mulighed. I stedet satte han sig ind i bilen med mig, og jeg begyndte at bakke – meget langsomt – ned til grænsekontoret, hvor jeg ville vurdere situationen og finde ud af, hvordan jeg skulle komme ind til min øko-lodge med den fantastiske udsigt i Lesotho.

Inde på kontoret begyndte han at tale med sine kolleger i det, jeg gætter på var Zulu – og jeg forstod ikke en lyd. I bund og grund fortalte de mig, at chancen for, at jeg kunne komme ind til mit sted, var meget lille.

Men jeg samler jo på gode historier, så når der sker noget irriterende, prøver jeg altid at forblive positiv og minde mig selv om, at jeg er midt i en god historie. Jeg har dog stadig virkelig lyst til at opleve Lesotho og sætte et kryds på min liste over lande besøgt.

De sagde, at jeg kunne vente her hos dem, og måske, kun måske, ville der komme en 4x4-taxa forbi på et tidspunkt. En af grænsebetjentene ringede til et 4x4-taxafirma for at finde ud af, om der var nogen af deres taxaer, der ville komme forbi. Det lykkedes – men der var bare den ting, at de ikke kunne sige hvornår.

Da jeg stod uden for kontoret, kommer min nye ven ud og fortæller mig, at han netop har talt med en lokal rejseguide, der kender det sted, jeg havde planlagt at bo i Lesotho. Guiden kunne imidlertid, at lodgen var meget langt fra hvor vi var, og det ville være en meget lang køretur, og umulig i min lille Corolla. Jeg ville ikke kunne være der før solnedgang, hvis overhovedet. Jeg blev nødt til at tage en svær beslutning: Jeg kunne ikke køre dertil i min Toyota på grund af vejenes tilstand, og jeg skulle tage et par taxaer for at komme dertil. Da jeg samtidig kun havde planer om at bo en nat i Lesotho, måtte jeg også tænke på den hårde rejse helt tilbage allerede den næste morgen. Så efter at have vejet fordele og ulemper, indså jeg, at det ikke ville være besværet værd – denne gang.

Jeg bliver nødt til at vende tilbage en anden gang – bedre forberedt. Og måske planlægge at blive længere end bare én dag så jeg også har bedre tid til at opleve alt det, dette lille afrikanske rige har at byde på. Det var en rigtig nedtur, men jeg lærte et par lektioner: lav lidt mere research næste gang. Og løb ikke et maraton i flip-flops ...

Jeg vendte bilen rundt og bevægede mig langsomt tilbage ned ad den hårde grusvej og begyndte at lede efter et sted at bo. Jeg endte med at bo på Sani Lodge, et hyggeligt backpacker-sted ikke så langt fra Lesotho-grænsen.

EN DAG I DEN AFRIKANSKE BUSH

Dagen efter min skuffende forsøg på at besøge Lesotho besluttede jeg, at jeg havde brug for en sejr. Så jeg bestemte mig for at starte dag 8 af min roadtrip med at køre til Natal Lion Park for at få en spændende udflugt til den barske afrikanske bush.

Parken ligger kun 25 km fra Pietermaritzburg, hvor jeg overnatter, og omkring 67 km fra Durban. Du kører rundt i parken i egen bil, og turen består af en 7 km loop rundt i parken med entrepris på 200 sydafrikanske Rand pr. Bil (bare 78 kr.). Og det virker bestemt som en fair pris, set i lyset af at jeg potentielt kan komme til at se 11 arter af pattedyr, 20 fuglearter og 12 krybdyrearter.

Jeg så dog mest frem til at se løverne og de enorme afrikanske elefanter. Og jeg fik set begge dele!

De afrikanske elefanter er de største landpattedyr i verden, hvor nogle af dem kan være 4 m høje og veje så meget som seks ton. Jeg udforskede elefantområdet sammen med en elefantpasser, der kunne vise mig, hvor tæt jeg kunne komme på elefanterne uden at forstyrre dem ... eller blive trampet flad.

Jeg så også mange løver på meget tæt hold. De virkede ikke til at være interesseret i os eller spor bange for bilerne, der hørte forbi. Faktisk var der en af dem, der var liggende midt på grusvejen, jeg kørte på – så jeg var nødt til at køre ud på marken for at komme forbi den … uden at køre over halen.

Det er alt for nu. Sørg for at lytte med i den næste episode, hvor jeg kommer tilbage mod Durban og videre op ad kysten til St. Lucia, hvor jeg besøger en flodhestepark.

Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre. Vi ses!

BREV FRA EN LYTTER

Denne uges e-mail fra en lytter kommer fra Anne, en dansker, der bor i Seattle, Washington.

Hi Palle,

Jeg hedder Anne and bor nær Seattle, Washington. Jeg ville såmænd bare sige, at jeg for nyligt fandt dit podcast og er helt hooked :)

Det er alletiders at høre en anden dansker med samme vandrelyst. Jeg er dog ikke en digital nomade, men min mand & jer tager afsted i en måned hvert år til et nyt land.

Vi var f.eks. i Argentina sidste år, i Indian før det, Bolivia, osv osv. Jeg tror aldrig, jeg vil takle dem allesammen ligesom dig (jeg havde kun 28 sidste gang, jeg talte - but who's counting ;), men jeg elsker at høre om dine eventyr.

Keep up the good work og sig endelig til, hvis du er i nærheden af Seattle - jeg gir' en kop kaffe!

Anne Harai

Rigtig godt at høre fra dig, Anne. Faktisk tager jeg dig på ordet mht. den kop kaffe, og jeg kan fortælle dig nøjagtigt, hvornår er i Seattle: august 2021.

For bare et par dage siden blev det annonceret, at den næste TBEX-konference kommer til at foregå i Tri-Cities Washington – ikke så langt væk fra Seattle.

TBEX er denne globale samling for os, der laver indhold om at rejse, og da jeg laver deres podcast, Travel Matters, ved jeg, at jeg vil være der for at lave interviews til den.

Og selvfølgelig skal jeg da også besøge Seattle, når jeg er så tæt. Jeg håber at se dig der, det kunne være hyggeligt at få en snak med dig og din mand – hvor vi deler rejsefortællinger.

Jeg kan se i din e-mail, at du selv har en blog med rejsebilleder. Du skal da absolut også til TBEX i Tri-Cities.

JEG VIL OGSÅ GERNE HØRE FRA DIG

Jeg vil virkelig gerne høre fra dig. Hvor er du, og hvad laver du, når du lytter til denne episode? Du kan enten sende mig en e-mail på [e-mail] eller ved at udfylde formularen på Radiovagabond.dk. Eller du kan sende mig en talebesked via WhatsApp, og jeg kan spille den i næste afsnit. Mit WhatsApp-nummer er [phone].

Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er så dejligt at vide, hvem der er i den anden ende af dette ...

SPONSOR

Radiovagabond er produceret af Radioguru og delvist sponsoreret af Hotels25.dk. Et cool sted at finde de bedste tilbud på overnatning – i én simpel søgning.