Episode 13: Det er en gave at fejle

33:10
 
Del
 

Manage episode 228554842 series 2408514
Af Rebekka Bøgelund. Opdaget af Player FM og vores brugere – copyright tilhører udgiveren, ikke Player FM, og lyden streames direkte fra deres servere. Tryk på Abonner-knappen for at få opdateringer i Player FM, eller kopier URL'en til en anden podcast-app.

Du lytter til podcasten Nulfejlskultur og mit navn er Rebekka Bøgelund.

Jeg fik muligheden for at få komiker Brian Lykke på krogen til en snak om nulfejlskultur. En mand der for mange nok er kendt som Brille, Onkel Rejes gode ven eller som Jeff fra satireprogrammet Krysters Kartel. Men det er en mand med mange ansigter i skuespiller- og komikerverdenen, og her lægger han også vejen forbi standup genren. Og præcis ved denne genre kunne det være interessant at dykke ned i, hvordan han arbejder med at turde at fejle, når der ofte er afregning ved kasse 1 hos publikum.

Brian har en universitetsuddannelse fra Roskilde Universitet men har ifølge eget udsagn aldrig brugt det til noget. Han troede egentlig, at hans erhvervskarriere skulle begynde og ende i konsulentbranchen, men den varede kun til han var godt 28 år. Herefter har han lavet film, tv og comedy de sidste 12 år. Brian har siden han var barn spillet karakterer og lavet stemmer, men det var aldrig med et bestemt mål for øje. Men da han gik på universitetet fik han mulighed for et halvt års praktikophold ved programmet Banjos Likørstue på DR. Da opholdet var slut, så sagde han ’I ringer bare, hvis I får brug for hjælp’, men der var bare ikke nogle, der ringede. Derfor blev det først rigtig til noget med komikken, da han var så synderligt træt af sit konsulentarbejde, at ordsproget ’Nød lærer nøgen kvinde at spinde’ blev en sandhed, og han tilstrækkeligt presset måtte gøre en ihærdig indsats for at komme videre med det, han rigtig gerne ville lave. Nu skulle det have et skud, og så måtte det bære eller briste.

Måske var der en årsag til, at Brian var 28 år, inden der rigtig skete noget. En stille dreng fra Silkeborg med overbevisningen om, at de nok ringede, hvis de havde brug for ham. Men de ringede bare aldrig, så derfor blev slut 20’erne skelsættende, for det var der, han træf en beslutning om at gøre noget aktivt selv. Men hans holdning var, at hvis vingerne ikke bar, så fandt han nok på noget andet.

Da jeg spørger Brian, hvad han tænker om begrebet nulfejlskultur og CHANCEMOD, at have organisationer hvor medarbejderne tør fejle og eksperimentere, så er han meget klar på, at hans branche slet ikke ville eksistere, hvis der ikke var nogle, der havde chancemod. Her fortæller han, at de fleste standup shows bygger på en bund, man kalder for open mics, hvor man går ud og tester materialer af, og der fejler man rigtig mange gange. Etablerede komikere kan gå på scenen og i bogstavlig forstand dø på scenen, men det er kontrakten med publikum. Komikerne er nødt til at gå ud og prøve det af, for de kan ikke sidde hjemme foran spejlet og blive enige med sig selv om, at det nok virker over for publikum, hvis de ikke har testet det. Måske er det slet ikke sjovt på scenen, men så ved man det som komiker og kan efterfølgende gå hjem og skrive det om eller sløjfe det.

Brian: ’Det er dræbende for al innovation og tankevirksomhed, hvis man ikke tør tage nogle chancer og ikke tør fejle. Jeg synes, at man skal se det som en gave at lave fejl. Hvordan skal man ellers lære noget?’

Det er ikke fordi, Brian har haft en bestemt opvækst, hvor fejl og eksperimenter har været særligt velkomment, og han synes heller ikke, at han er specielt bedre til at eksperimentere end andre mennesker. Men for ham handler det rigtig meget om at være et sted, hvor man tør at gøre det. At være i en kultur, hvor fejl er okay, og hvor det er muligt at teste forskellige metoder af. Samtidig er lysten til at eksperimentere blevet dyrket i takt med, at engagementet er steget, og han faktisk brænder for det, han laver. Der hvor engagementet er stort, der tør man også mere. Det får mig til at reflektere over min samtale med Lektor Ib Ravn fra sidste kapitel, hvor vi i høj grad diskuterede den indre motivation og lysten til som mennesker at udforske i engagerede miljøer.

Men Brian har været selvstændig siden 2003, så derfor handler livet for ham om at få idéer, men omvendt er der kontant afregning, hvis man ikke performer. Som i andre brancher, så kommer de unge og er dygtigere, sjovere og bedre end ham. Det er blevet meget mere anerkendt at være komiker, end for bare 10 år siden, og derfor er konkurrencen også det større.

I virkeligheden er det lidt af et paradoks, at vi på den ene side har nye unge standup komikere på sidelinjen, og så har vi det samfundsmæssige fokus på præstationer og et hav af unge, der bukker under og bliver præstationsangste og bange for at fejle. Det pres kan Brian nikke genkendende til ved sin egen datter, som nu er nået alderen, hvor skolerne presser med eksaminer, uddannelsesparathed og ’kineserne kommer’.

Brian: ’Jeg tænker hele tiden, hvad er det, vi skal bruge vores frihedsvelfærdssamfund til, hvis det ikke er, at man kan lave fejl og hen ad vejen finde ud af, hvad man gerne vil og blive klogere undervejs. Hvis det bare handler om, at man bare skal derudaf og ikke lave fejl, så mister vores samfund sin værdi. Det er helt vanvittigt, at min datter i 8. klasse skal finde ud af, hvad han gerne vil resten af livet. Jeg fandt ud af det, da jeg var 29’.

Her er jeg nysgerrig på, hvordan Brian selv kan præge sin datter med den tilgang han har til nulfejlskulturen. Han er ærlig omkring, at det er svært. Men han prøver at fortælle hende, at hun skal slappe af og ikke lade sig påvirke af de valg, hun står overfor, og af at hun allerede skal erklære sig uddannelsesparat.

Brian: ´Min datter er ordblind, og hun får selvfølgelig den hjælp, hun skal have. Men hun er meget kreativ, og går op i at klatre og ride. Der er jo ingen der siger, at hun skal læse videre de næste mange år. Desværre er begge hendes forældre universitetsuddannede, så der ligger måske et latent pres. Men jeg prøver virkelig at trække i bremsen og få hende til at chille lidt’.

Noget af det, som også er interessant at drøfte, er vores evne til at være meget målorienterede og vores fokus på KPI’er. Her bliver det svært at fejle, for det er ikke det, du bliver målt på. Du bliver målt på, hvorvidt du har en succesoplevelse og lever op til dine mål. Derfor er der brug for at flytte fokus, så det at kunne eksperimentere og fejle også er et mål, for ellers bliver det svært at bevæge sig uden for stregerne. Vi er ikke dummere som mennesker end, at vi går derhen, hvor belønningen er. Derfor skal vi også lære vores unge at dykke ned i et felt, at være lidt nørdet og nysgerrig frem for et fokus på den endelige karakter. Det er måske noget, som vi kan blive meget bedre til at understøtte hinanden i, og det er også det, jeg hører Brian sige. Det kræver en undersøgende tilgang at finde ud af, hvad der virker i komikken, og hvad der ikke virker, og det flytter sig hele tiden. Derfor opfordrer han unge til at nørde igennem, hvis der er noget, de virkelig brænder for.

Brian: ’Jeg får røde knopper af KPI’er, for jeg har selv stået til workshops og sagt de termer. Måske forstod jeg det i virkeligheden ikke selv, men jeg synes, det var noget bras og luftfis’.

Det leder mig frem til at spørge ind til, hvad en god leder er for Brian. En god leder skal ifølge ham bakke sine medarbejdere op og tro på dem.

Brian: ’Hvis man som leder vil tage roserne for, når det går godt, så skal man også stå på mål for nogle skæverter’. Her trækker han en gammel chef fra BT frem, Søren. Det som Søren gjorde, foruden at være en flink fyr, det var at beskytte sine medarbejdere udadtil. Alle i organisationen og alle kunder fik at vide, at han havde det bedste hold, han kunne stille. Der var ikke nogle i branchen, han ville hente ind, i stedet for dem, han havde. Han forherligede holdet en lille smule. Til gengæld forventede han også, at vi leverede varen. Men han bakkede altid holdet op. Brian lavede mange fejl og glemte møder. Søren blev dog lidt træt, hvis man lavede de samme fejl flere gange. Men her bliver vi enige om, at det også er et spørgsmål om, at ansvarlighed og nulfejlskultur skal gå hånd i hånd. Det er ikke én stor sandkasse, hvor vi bare kan lave de samme fejl mange gange.

Men der bliver ifølge Brian ikke taget mange chancer ret mange steder. På tv siden køber man store sikre comedy shows fra udlandet, som bliver lavet om til dansk, og så skal det samle hele familien omkring store navne. Brian slog igennem med Krysters Kartel på DR2, og det var dengang DR2 tog chancer. De fik en sendetid 2 måneder frem i tiden og DR2 sagde kør. De havde ikke set nogen dummy og ingen af skuespillerne var kendte. Den slags chancer har de tidligere taget masser af. Det var en vækstfabrik og et sted, hvor man tog chancer. Det kan Brian ikke længere se i det danske tv landskab. Det har haft den konsekvens, at standup scenen er vokset. Komikerne må gå ud på live scener, for de kan ikke få tv tid. Men det har også betydet, at vækstlaget er forsvundet på tv. Kanalerne tør ikke satse, der skal sikre seere og reklamekroner til. Det fører i sidste ende til mere mainstream. Og der er desværre seere til det.

Her mener jeg, at vi også skal turde at lade pege fingrene ind på os selv. Vi kan altid sige, at det er samfundet eller lederens skyld, men vi har også selv et ansvar, og vi skal blive bedre til at stille krav. Og med en veloplyst viden om, at det måske ikke er kineserne men os selv, vi skal frygte, hvis vi gerne vil være konkurrencedygtige.

Brian: ’Hvis du aldrig bliver eksponeret for, at tingene kan gøres på andre måder, eller at det kan være skævt, at noget niche kan vokse af sig selv, så bliver det hele en kedelig brun fed masse’.

Til slut spørger jeg Brian, hvilke gode råd han kan give ledere, så de understøtter organisationen i at turde at eksperimentere. Her er han ikke i tvivl om, at lederen skal turde at stole på medarbejdernes input og lade tingene få vinger. Han mener, at vi i Danmark er så rigt og privilegeret et samfund, at vi gerne skulle kunne gå på arbejde og få lidt mere end lønnen med hjem, og det kræver en leder, som bakker en op og som tør tage skraldet. Men han anbefaler faktisk også ledere at afprøve improcomedy sammen med medarbejderne. Her laver medarbejdere og ledelse improøvelser, og det eneste der dur i de øvelser, er hvis man laver fejl, ellers dør scenen. Den lever af fejl, og af at folk siger noget forkert. Men det kunne træne virksomhederne i at turde at eksperimentere. Fejl er en generator for, at der sker noget nyt.

15 episoder