Episode 10: En god leder elsker mennesker

47:42
 
Del
 

Manage episode 226195155 series 2408514
Af Rebekka Bøgelund. Opdaget af Player FM og vores brugere – copyright tilhører udgiveren, ikke Player FM, og lyden streames direkte fra deres servere. Tryk på Abonner-knappen for at få opdateringer i Player FM, eller kopier URL'en til en anden podcast-app.

Du lytter til podcasten Nulfejlskultur. Mit navn er Rebekka Bøgelund, og i dag har jeg besøg af den tidligere chef for DR Nyheder Ulrik Haagerup. Han er i dag stifter af og CEO for Constructive Institute. En NGO der inden for de kommende fire år vil gentænke hele journalistikbranchen og fokusere mere på objektive nyheder, der genererer håb frem for på sensationspræget og konfliktfyldt stof. En vision der i høj grad kræver en eksperimenterende tilgang og et mod til at turde at fejle.

Der er en tendens til, at vi i journalistik vi skruer op for volumen knappen, vi råber højere, vi har mere i gult. Vi har mere breaking. Det skal være kortere og skarpere og vi gør det for færre penge med færre folk i traditionelle medier. Og det lyder jo ikke ligefrem som en vinderstrategi i andre brancher. Det er svært at gøre noget andet, fordi vi har så travlt i vores nyhedsbranche, så det kommer mere til at handle om at følge med og gøre det lidt hurtigere hver gang. Men der er brug for at stoppe op. Det var også derfor, at Ulrik sagde sit job op for at se sin branche ovenfra. Prøve at gentænke journalistikken uden at vi på nogen måde ændrer de værdier, som journalistikken bygger på, der er fair, afbalanceret og kritisk. Men ønsket er at bygge oven på det og lære at stille nogen spørgsmål, som ingen, der har taget en journalistuddannelse nogen sinde har lært at stille. Og de spørgsmål lyder, hvad så nu og hvordan? Det er jo spørgsmål, der peger ud i fremtiden. Så konstruktiv journalistik er journalistik, der fokuserer på fremtiden i stedet for på i går og lige nu.

Kultur opstår jo på baggrund af, hvad der er sejt – hvad man får succes af. Dem man ser op til, hvad klapper de af, hvad får man anerkendelse for? I mit fag er kulturen i stor stil båret af ’If it bleeds, it leads’. Min første lærer på journalisthøjskolen fortalte, at en god historie er en dårlig historie, og hvis der ikke er nogle, der bliver sure, så skal man huske, at det er reklame. Det syntes vi, var virkelig sejt. Det var det, der bar journalistikken. Der skulle i være nogle, der syntes, at vi var ukritiske i vores journalistik. Vi skulle ikke lave historier om noget, der virkede, så reklamerede vi jo for den by eller den borgmester. Vi ville hellere vise de andre journalister, at vores mikrofon var et spyd eller en kniv, som vi kunne stikke lidt med. Konsekvensen af det var, at vi var mere optaget af, at andre journalister syntes, at vi var gode, end at vores kunder/brugere syntes vi var gode. Vi var mere optaget af et mål om at komme på forsiden, som vores redaktør kunne lide, så fik vi citater i andre medier eller vi kunne vinde priser fra andre journalister, der sad i komiteer og uddelte priser. Måske har det i høj grad været styrende for vores måde at filtrere verden på end vores oprindelige ønske om at gøre et eller andet godt for verden eller give et retvisende billede på komplicerede historier, hvor folk selv kunne tage stilling.

Det hænger godt sammen med, at rigtig mange mennesker lever for at ’shine’. Vi er blevet fokuserede på at skabe præstationer og se ud på en bestemt måde. Det er farligt at turde og eksperimentere – for man kunne falde igennem. Ungdomskultur, som har mere fokus på at nå et bestemt snit end selve læringselementet.

Alle i vores fag taler om fake news. Selvfølgelig er det et problem med misinformation. Der har altid været misinformation, nu går det bare hurtigere og spreder sig – men det er ikke fake news der er det store problem. Men det store problem er news. Journalister giver et skævvredet billede af virkeligheden, vi giver et skævvredet billede af virkeligheden, fordi vi dækker det ekstreme og unormale i en sådan grad, at du får det i din podcast, på dit ur, i din lomme, på din skærm og tv, at du tror, at det ekstreme bliver ’det er sådan verden er’ så bliver folk mere utrygge, end de har grund til at være. De bliver mere apatiske, end der er grund til at blive. Og det var ikke derfor, at jeg blev journalist. For at skabe frygt, apati, og gøre folk deprimerede, hvis der ikke er grund til det. Vi skal give et retvisende billede af virkeligheden.

Da jeg fandt ud af, at jeg ville sige mit job op og koncentrere mig om det her emne – så blev jeg nødt til på et tidspunkt at sige ’nu gør jeg det selv’. Det skulle være en uafhængig organisation og ikke have ry for at føre bestemte brancher og synspunkter frem.

En række af de dygtigste journalister i Danmark får mulighed for at blive fellows hos os i 10 måneder. Her får de mulighed for at fordybe sig i en række fag på universitetet og dykke ned i deres felt. Det er ren læring og ren lyst. De skal ikke tage en eksamen. Skal de ikke måles? Nej, de skal bruge tid på at få nye perspektiver på noget af det, de vidste i forvejen. De kommer tilbage i en bombe af energi, som de smitter alle mulige andre med. Så jeg er optaget af, hvad højskole tankegangen gør ved et menneske og hele det der måle/veje samfund. Vi vil skabe en innovativ kultur, hvor vi griner meget, og hvor det ikke er farligt at sige noget dumt. Jeg siger meget dumt selv. Er meget nysgerrig. Optaget af innovationsledelse, hvis man er en del af en kultur, hvor frygten for fejl er større end sulten efter succes. Hvis kulturen på en nyhedsredaktion er, at du er bange for at begå fejl, hvor vi jo netop lever af at kunne fortælle noget nyt, fortælle det originalt. Hvis kulturen er, at chefen slår ned på dig, hvis du laver noget nyt, der ikke virker, og du får skæld ud, så tør man kun komme med noget, hvis man ved, at det bliver en succes. Hvornår er man sikker på, at noget bliver en succes. Det er man kun, hvis man har prøvet det før. Hvis du har prøvet det før, så er det pr. definition ikke nyt længere. Så bliver hele fortiden støbt i beton, så kopierer vi bare det, vi plejer at gøre. Det afgørende for et samfund eller en virksomhed er modet til at turde at fejle og eksperimentere.

Hvordan opbygger man en kultur med sårbarhed og ærlig og samtidig være visionær og udstikke en retning. Hvis man forsøger at opretholde et billede af sig selv som ufejlbarlig, så er det bedst, at man bliver inde på sit kontor. For lige så snart man kommer ud, kan folk se, at der er meget i vejen med det. Og hvis man forsøger at legitimere sit eget lederslips ved at rende rundt og påpege andres fejl, hvilket er en meget udpræget måde at lede på, redaktører har brugt enorme kræfter på at lave efterkritik, som i virkeligheden er en mandagstræner mail. Godt at vi udkom men hold kæft noget lort. Jeg er meget klogere, for jeg kritiserer andre. Det er ikke det vi siger – vi skal jo lære af vores fejl. De ville i virkeligheden ikke have efterkritik, de ville have ros for det gode de lavede. I stedet skal vi arbejde med konstruktiv feedback, hvad kunne fremadrettede mulige løsninger være på problemet.

Jeg kan ikke ændre alle mulige andre – jeg bliver nødt til at starte med mig selv. Går jeg og peger fingre af nogle, roser jeg mine kollegaer, når de laver noget godt? Det er ikke kun en ledelsesopgave, vi kan alle sammen gøre noget. Folk kigger på en chef, hvad er det, man opnår anerkendelse for her. Hvis ikke man opdager, at råvaren som leder ændrer sig fra kilder og gode historier til at mit råstof, det var mennesker. Man kan ikke forestille sig en engelsk professor, der ikke elsker Shakespeare eller det britiske sprog. Eller at en dygtig violinist ikke passioneret elsker harmonier og Mozart. Men kan man forestille sig en leder, der ikke elsker mennesker. Det har man ligesom hørt om. Kan man være leder og ikke virkelig interessere sig for mennesker og hvad der får mennesker til at vokse. Det har man desværre set masser af eksempler på. I mit fag er det ikke nok at elske journalistik – man skal faktisk holde af journalister. Finde ud af, hvad der trigger dem, hvad der hjælper dem – hvordan kan jeg bidrage til at vedkommende får udfyldt sit potentiale.

Hvis der kun er en tryg kultur – hvor man bare sander jord på problemerne, så bliver man måske lidt lad og så gør man det, man plejer at gøre.

Der skal være en grundlæggende tillid, vi taler ordentlig til hinanden, men hvis der er noget, jeg er utilfreds med, så tager vi en snak om det. Derfor tror jeg på følgende:

  • At der er nogen mål, at vi ved, hvad vi arbejder fælles om. Går vi på arbejde for at hugge sten eller er vi ved at bygge en katedral.
  • Konstruktiv feedback kasse – hvordan har du det.
  • Sidste kasse, som handler lidt om pres. Det er jo også et arbejde. Ultimativt sidste ende – dit problem – hvis du ikke skaber mere værdi, end du ønsker at få i løn, og det skal vi turde sige til hinanden.

Underliggende når det handler om lederskab, så handler det om at være autentisk. Folk skal aldrig være i tvivl om, at hvis man får ros, så er det fordi man mener det. Du kan regne med det, jeg siger. Jeg holder hvad jeg lover.

Mit fag har også båret præg af, at der har været rigtig mange ’managers’, at avisen kom til tiden, at der ikke var hvide huller på papiret.

Alle chefer har jo en chef – og hvad er det i virkeligheden vi bliver belønnet for. Og rigtig meget kultur i dansk erhvervsliv handler om KPI’er og politiker, for det vigtigste er, at vi får en bundlinje som ser sådan her ud, så vores aktiekurs kan se sådan her ud. Da jeg startede som nyhedschef for DR, der havde jeg 62 såkaldte KPI’er, og jeg kunne dårligt huske 4. Det kan være udmærket, hvis man har nogle produktionsmål, vi skal lave så mange plastikspande. I en salgsorganisation kan det være meget fornuftigt. Det motiverer ikke mig til at finde på noget nyt, og det motiverede heller ikke ret mange af dem, jeg skulle lede. Det der motiverede dem, var ikke nødvendigvis at vi var større end TV2 eller at vi havde en share på TV Avisen på det procentpoint. Det var, lever vi op til det, der er vores mål – og hvad var nu målet? Det er at gøre danskerne klogere på sig selv og hinanden og på den verden, med henblik på at de selv kan tage stilling. Det er at binde det her land sammen. Det kan du jo ikke måle. Det vigtigste er at svare på spørgsmålet om, hvad vi går på arbejde for, hvad vi skal levere. Hvad skal vi gøre for dem, hvad skal vi gøre for det samfund, vi er en del af.

Hvis det vigtige ikke er målbart, så bliver det, der kan måles for det vigtige. Antallet af likes og clicks. Jeg er bekymret for udviklingen. Hvordan genetablerer journalister et forhold til offentligheden, hvordan bliver vi en autoritet i vores samfund. Det bliver du kun, hvis du opfattes som en, der ved, hvad du snakker om. Og hvis du bliver opfattet som en, der sætter fællesskabet højere end dine egne interesser.

Men måske handler det også om opdragelse af befolkningen – vi har en bias for det negative. Rent psykologisk er vi disponeret for at fokusere på det negative frem for det positive – men en kraft, der er højere er håb. Der er en grund til, at vi står op hver eneste morgen. Vi kan godt lide historier, der fortæller noget inspirerende, noget vi kan lære af. Det viser flere eksperimenter, som nyhedsformidlere er begyndt at lave i forhold til konstruktiv journalistik. The Guardian er et godt eksempel. De historier, der handler om håb og muligheder, nogle der har gjort noget, vi andre kan lære af, de historier bliver læst mere, læst i længere tid, og de bliver delt mere end en traditionel historie om en vejsidebombe eller dårligt vejr i Indonesien. Når nyhedsredaktioner finder ud af, at det ikke kun er godt for samfundet og demokratiet men at det også er godt for bundlinjen, når det begynder at trænge ind så bliver det her kæmpe stort. Derfor tror jeg, at vi vil være i stand til at ændre den globale nyhedskultur på 4 år.

  1. Sæt dig selv i spil, vis at du er et menneske, der kan være i tvivl. Vis, at du ikke ved alt, og det er derfor, at vi er et hold. Den tid er forbi, hvor det vi laver, kan skabes på enkeltmandskontorer. Det er ikke enkeltmandspræstationer det her. Journalistik er blevet et teamarbejde.
  2. Husk at grin – grin med nogen.
  3. Syng

www.constructiveinstitute.org

15 episoder