Kejserriget: Flere penge til dig og mig

16:22
 
Del
 

Manage episode 271734632 series 2504298
Af Jyske Bank TV. Opdaget af Player FM og vores brugere – copyright tilhører udgiveren, ikke Player FM, og lyden streames direkte fra deres servere. Tryk på Abonner-knappen for at få opdateringer i Player FM, eller kopier URL'en til en anden podcast-app.

Færre kontanter - mere velfærd? Det er snart slut med klirrende mønter og lyden af en krøllet halvtredser. Forskerne er enige om, at vi skal vænne os til en hverdag uden kontanter. Men hvor langt er den hverdag væk? Hvordan skal vi så betale? Og hvad med sort arbejde? Vi kigger frem i tiden sammen med Jan Damsgaard, der er professor i digitalisering på Copenhagen Business School.

Hvornår bliver Danmark kontantfrit?

"Danmark er allerede godt på vej til at blive kontantløst. Kontanter bliver mindre anvendelige – det har vi også set under corona-krisen. Selv uden et forbud vil kontanter blive et særsyn. En svensk kollega har regnet sig frem til, at fra 24. marts 2023 er der ikke flere kontanter i Sverige. I Danmark er vi lidt bagefter, men godt på vej."

Hvordan skal vi så betale?

"Vi kender allerede fx MobilePay. Der er også det kontaktløse betalingskort og mobilbetaling med Apple Pay, Google Pay og AliPay. Og der vil komme andre."

Skal man gemme lidt kontanter til krisetider?

"Vi har ikke det store behov for kontanter og vil ikke føle afsavn. Checken forsvandt fx stille og roligt. Og brevet er også på vej ud – det er ikke særligt anvendeligt længere. På samme måde er kontanter ikke særligt anvendelige."

Hvad med sort arbejde?

"Langt de fleste kontanter i omløb er store sedler, og de bruges ikke til betaling, men til værdiopbevaring. Det er fint at have et system, hvor børnene kan købe en is for 10, 20 eller 100 kr. Men i almindelig handel har vi ikke brug for 500 kr.-sedler og 1000 kr.-sedler, så hvis vi vil gå til angreb på sort arbejde, skal de store sedler fjernes."

Bliver konsekvensen af digitale penge mindre sort arbejde i fremtiden?

"Det bliver i hvert fald mere besværligt, når vi har digitale penge i stedet for kontanter."

Du advarer mod en skyggeøkonomi. Hvad vil det sige?

"Hvis vi helt forbyder kontanter fra den ene dag til den anden, vil vi begynde at bruge andre måder at lave sort betaling på. Fx euroen. Så hvis vi ikke laver en fornuftig udfasning, så vil der opstå skyggeøkonomier."

Hvis vi gør det ordentligt, vil vi så tvinge det sorte arbejde til at blive hvidt?

"Vi skal gøre det mere attraktivt at betale på legitime måder. Allerede nu er der en lov, der gør, at man ikke må betale mere end 10.000 kr. i kontanter. Beløb derover skal betales via overførsel eller digitale penge.

Sverige har fx reduceret sort arbejde betragteligt ved at lave et højere håndværkerfradrag på 120.000 kr. pr. voksen i en husstand, og de har lavet en pengeombytning, hvor man kan komme i banken med sine 1.000 kr.-sedler og få dem byttet til andre sedler. I Danmark kunne man gøre noget lignende."

Hvordan kan pengeombytning gøre noget ved sort arbejde?

"Man får folk til at reflektere over, om det nu er god praksis at have så mange kontanter liggende. Der ligger jo rigtig mange kontanter i madrasser og bankbokse."

Der er jo forskelligt sort arbejde - ikke bare håndværkere, barnepiger og vinduespudsere. I den tungere afdeling er der narkohandel og mennesmugling og våbenhandel. Hvad vil der ske der?

"Det er allerede ved at skifte, så de i mindre grad bruger kontanter. Det er bedre og nemmere for de kriminelle at flytte pengene elektronisk på tværs af landegrænser. Så der er det allerede på vej, og de bliver ikke hængende i kontantverdenen."

Men de penge kan jo spores?

"Ja, og det er en af de positive ting, at man meget lettere kan se, hvem der har sendt og modtaget. Det er de store beløb, vi taler om der."

Hvis man vil være kriminel, kan man så ikke altid finde en måde at omgås det på?

"Det er et kapløb mellem tiltag fra det offentlige og SKAT og de kriminelle. Det handler om at gøre det så besværligt som muligt."

Hvis vi næsten får afskaffet sort arbejde – hvad vil det så betyde for vores samfundsøkonomi?

"Det vil have positive konsekvenser. Hvis vi ikke havde sort arbejde, ville skattegrundlaget stige voldsomt, og der ville komme flere penge i kassen til vores velfærd."

Kan man sige noget om – eller gætte sig til – hvad det kunne betyde for vores skattetryk?

"Det ville falde betragteligt, hvis der ikke var noget sort arbejde. Rockwool-fonden har lavet en opgørelse, der viser, at 20% af danskerne er engageret i en eller anden form for sort arbejde, der svarer til 1,2-2% af samfundsøkonomien, og det ville man kunne omsætte til skattenedsættelser."

Kontanter er ikke helt billige at bruge i forhold til digitale penge. Hvordan det?

"Kontanter er dyrere at anvende for samfundsøkonomien. En kontant betaling koster 6 kr., mens en kortbetaling koster 2,5 kr., så det er ikke billigt at køre sådan et betalingssystem med kontanter. I de her klimatider kan man også sige, at der er omkostninger og miljøebelastning forbundet med at flytte kontanter ved hjælp af lastbiler."

Er der andre positive ting ved at det sorte arbejde mindskes og besværliggøres?

"Det danske samfund er i høj grad et tillidsbaseret samfund. En del af tilliden ligger i, at jeg med glæde betaler min skat, hvis andre også betaler deres skat. Så hvis vi kommer i en situation, hvor de sorte penge er med til at forpurre det billede af, at vi alle sammen løfter i forhold til samfundet, så vil vi være mindre tilbøjelige til at betale egen skat."

Gæst:
Jan Damsgaard, professor i digitalisering på Copenhagen Business School

Vært:
Anne Kejser

58 episoder