"Hyldemor" Maria Lisette Jacobsen - om naturens kraft, shamanens vej og livskrisen, som katalysator til at følge sit kald

1:11:26
 
Del
 

Manage episode 292735112 series 2837906
Af Line Reeh. Opdaget af Player FM og vores brugere – copyright tilhører udgiveren, ikke Player FM, og lyden streames direkte fra deres servere. Tryk på Abonner-knappen for at få opdateringer i Player FM, eller kopier URL'en til en anden podcast-app.

Maria Lisette Jacobsen har gjort det, som mange nøjes med at dagdrømme om: Hun er flyttet langt ud i skoven, under de gamle bøge på Midtsjælland, hvor hun i dag både bor og arbejder. Med så stor succes, også på sociale medier, at hun er blevet en ægte ”influencer for voksne”.

Maria bruger naturen direkte både i sin egen praksis og i sit arbejde. Hun er indehaver af "Hyldemors Have", hvor hun lever af at inspirere folk til at komme tættere på naturen og underviser i urtekundskab og er shamanistisk vejleder.

”Jeg synes stadig, at det er utroligt, at der er her, jeg er landet, efter alt det.”

Oprindeligt er Maria uddannet arkæolog – det blev hun efter at have fået klemt sig ind på studiet via kvote 2. Og gennem ti år havde hun et eftertragtet arkæolog-job, som mange ville kalde et drømmejob. Maria var bare ikke glad. Som i overhovedet. Til sidst var det så opslidende, at hun måtte lave åndedrætsøvelser i bilen på vej til arbejde for at holde sammen på sig selv: ”Min sjæl slukkedes og jeg kunne ikke se meningen med det”.

Alligevel var det først, da hun stod midt i en voldsom livskrise, en skilsmisse, at hun fandt mod og galskab, som hun kalder det, til for alvor at tage springet og gå sin helt egen vej i arbejdslivet som selvstændig langt ude i skoven.

Det taler vi om fra shaman-teltet i skoven, ved brændeovnens knitren og under musvågevinger og grene fra tujaen, som Maria mødte første gang på en trommerejse.

”For mig har det betydet alverden at kunne have et liv med mening, og et liv i bevidsthed, hvor jeg ikke bare arbejder på frabrikken i overført betydning, at jeg ligesom bare satte mig ind i bilen og kørte på arbejde og kørte hjem. Og så gik hele livet med det! Men at jeg pludselig stoppede op og tænkte: Jeg har faktisk ret til at være glad! Jeg har faktisk ret til at have et liv og et meningsfuldt arbejde. Og jeg har ret til at kunne give noget tilbage til verden!”

Velkommen til en snak om naturens kraft som en stav at rejse sig ved, om åndefæller, hverdagsshamanisme og om længslen efter at følge sit kald. Og om skoven, som altid har din ryg. Hvis du slukker for mobiltelefonen og lader den holde dig.

Vejen har ikke været let og både depression og angst har gjort hende følgeskab undervejs. Men alligevel ville Maria gøre det om til hver en tid.

”Det er ikke løsningen for alle at flytte langt ud i skoven. Og der findes heldigvis masser af jobs, som er fulde af mening for dem, som har dem. Men det gælder om at lytte til, hvad både glæder og gavner mig. Så i stedet for at lade nogle ydre omstændigheder styre, hvad mon det gode job er?, så unde sig selv at mærke efter og sige, hvis jeg skal kunne sige ’endelig mandag’, hvad skal der så til fo rmig? At turde findet modet til at lytte til den længsel og handle på den. Hvad skal der til at bitte små første skridt? Kan du flytte afdeling? Vende dit skrivebord?”

PS: Hvornår har du sidst været alene i naturen uden en mobiltelefon?

Foto: Anni Nordahl

Læs mere om Maria og om Hyldemors Have på www.hyldemorshave.dk

Og vi du høre mere om varselstagning og hverdagsshamanisme, så har Maria en kanal på youtube om netop det - Hverdagsshamanisme - YouTube.

16 episoder