Dilemma: Skal vi tage imod russiske flygtninge?

E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

(speak)EU landene er endnu engang stødt ind i et dilemma, som de skal findes fælles fodslag for. Men vi begynder et andet sted: Lange bilkøer med russiske mænd ved den finske grænse. Bilkøer i mange andre nabolande til Rusland. Mændene i bilerne stikker alle sammen af. De vil ikke kæmpe i krigen imod Ukraine. Det er et af de foreløbige resultater af Putins beslutning om at indrullere yderligere 300.000 reservister i krigen mod Ukraine. Lykkes det ham, vil det uden tvivl kunne tippe magtbalancen til Ruslands fordel. Allerede nu kæmper Ukrainske styrker med alt, hvad de har og kan. Så derfor er der da også både glæde og lettelse at spore i de europæiske lande over nyheden, at det ikke bliver så let for Putin at mobilisere de styrker. Håbet om at netop intern modstand mod det russiske styre vil kunne afsætte Ruslands magtfulde mand er central som argument for de sanktioner der er indført. Så desertørerne er det tydelige bevis på, at der ER modstand imod Putin. Desværre flygter de i stedet for at danne en fælles front mod Kremls nye Zar. Ja, altså ”Zar” i overført betydning, men betegnelsen er alligevel relevant. For under den sidste del af Zar-styret slog diverse hemmelige og ikke hemmelige tjenester hårdt ned på alle, der prøvede at danne en organiseret modstand. Det samme er sket systematisk igennem mange år i Rusland. Det kunne Lektor Birgitte Pristed fra Århus Universitet forleden fortælle over for DR P1 Morgen. Alt imens vesten i øvrigt lukkede øjnene for den stigende systematiske undertrykkelse af både befolkningen ,og så i øvrigt resterne af det russiske demokrati. Alt det fører tilbage til det dilemma vi lagde ud med i begyndelsen af udsendelsen. For spørgsmålet er: Fører vi krig imod Putin og Kreml, eller imod hele Rusland? Inklusive befolkningen. Uanset om den enkelte russere er for, eller imod den russiske magtelites vanvidsdrøm om at erobre Ukraine? Spørgsmålet splitter både EU landene, og befolkningerne i de forskellige lande. Fx så holder Finland godt nok sine grænser åbne overfor de tusindvis af russiske fortrinsvis mænd, der er flygtet til Finland, men er samtidig betænkelig ved at give asyl eller humanitært ophold til et stort antal russere. Andre lande, som Tyskland, ser flygtningene som deres venner i kampen imod Putin og ønsker at tage imod dem med åbne arme. Men lad os se på argumenterne. Både de argumenter der taler for at tage imod de tusindvis af russere der allerede er kommet, eller vil komme i den nærmeste tid. Et af de argumenter, som fremføres af de baltiske lande og Finland, er, at det vil svække sanktionspolitikken mod Rusland, hvis militærnægtere får indrejse. Derudover mener en del østeuropæiske og baltiske lande, at et stort antal russiske mænd kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Blandet andet er der blevet fremført, at de kan være med til at sprede propaganda. Til sidst nævnte argument kunne man naturligvis straks indvende, at det gør Rusland jo i forvejen. Og internettet åbner netop muligheder for, at de russiske internettrolde kan side hjemme i deres eget land og sprede antivestlig propaganda. Omvendt kunne et stort antal russere i Vesten måske sprede den vestlige version af den ulovlige krig i Ukraine til Rusland. Det argument blev dog ikke fremført forleden, da EU’s diplomater og udenrigsministrenes stab diskuterede dilemmaet. Letlands udenrigsminister afviser at tage imod de russiske flygtninge med et argument om, at de der nu flygter for krigen, ikke protesterede imod den, før de selv risikerede at komme i krig. Estlands udenrigsminister taler ligefrem om et ”kollektivt russisk ansvar”. Fokus skal ikke fjernes fra, at det er ukrainerne der er ofrene. De argumenter er lande som Frankrig og Tyskland dog lodret imod. EU skal ifølge de lande straffe Putins styre, men uden at kappe båndene til den russiske befolkning. Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, er enig